Storytelling - inspiration - markedsføring

WHY INSPIRE? OM STORYTELLING OG MAGI

maj 20th, 2015 / by / in: AND INSPIRATION / No responses

I går var vi på Koldingfjord Hotel. Koldingfjord Hotel ligger i de smukkeste omgivelser omgivet af nyligt udsprungen forårsskov, og så emmer bygningerne af historie og atmosfære i unik arkitektur. Vi befandt os således i særdeles inspirerende rammer, hvilket gik fint i spænd med dagens oplæg og tema: Inspiration!

Som reklamebureau lever vi af inspiration. Vi inspireres hver dag af farverige magasiner, af krøllede børnetegninger, af smukke kunstværker, af storslåede reklamekampagner med gigantbudgetter, af overhørte samtaler i supermarkeder, af sjove og finurlige ord, af grafiske mønstre i et plankeværk, en sti i skoven eller en designerkjole, af interessante ansigter med fregner eller dybe rynker, af lyden af Lady Gaga eller af lyden af en colaflaske, der åbnes… Vi inspireres hele tiden og altid – også når vi har fri!

Men det er naturligvis ikke kun os, der skal inspireres. Vi lever i lige så høj grad af at formidle inspirationen videre til vores kunder og til forbrugerne. For som reklamebureau skal man fortælle historier – historier om butikker, om virksomheder og om produkter. Historier, der inspirerer og gør, at et produkt ikke længere blot er et produkt, men en del af et vidunderligt univers, som forbrugeren får lyst at være en del af. Det er det, man indenfor markedsføring kalder for storytelling. Man gør produktet til en del af et narrativ, som forbrugeren drages af, og som virker identitetsskabende og ønskværdigt. Det handler om hele tiden at kende sin målgruppe, at kunne leve sig ind i deres verden og deres drømme og at kunne formidle et produktunivers og en historie, som rammer! Og det handler om at turde tage chancer og skabe noget uventet, som overrasker og tiltrækker opmærksomhed. For det overraskende inspirerer – og forbrugerne vil inspireres! De vil ikke blot købe en bikini. De vil købe historien om en uforglemmelig sommer fyldt med eventyr, kølige farverige drinks i skyggen af palmeblade og surfing på et azurblåt hav.

Storytelling moodboard

In the making: Moodboard på bureauet.

Historier tilfører både produktet magi og autencitet. Tag for eksempel Hendrick’s Gin, som flere gange er kåret til verdens bedste. Denne gin fra 2003 har markedsført sig med en fortælling om mystik, eksklusivitet og autencitet og i den grad skabt sig et efterspurgt brand og identitet. Angiveligt er den brygget på en opskrift fra 1886, hvorfor dette årstal står forest på flasken og giver den historie og autencitet. Ligeledes var lanceringen del af en gennemført markedsføringsstrategi, eftersom der kun produceredes et ganske lille antal, som sendtes ud på de mest eksklusive klubber og serveredes efter helt særlige og rituelle anvisninger til udvalgte grupper midt på klubberne. Interesserede tilskuere kunne således ikke bestille samme gin, og pludselig blev Hendrick’s den mystiske og sagnomspundne drik, som alle ville have, men ingen kunne få. Da den endelig for alvor blev sat i produktion var den naturligvis revet væk. Hele Hendrick’s universet er gennemført både visuelt og retorisk. Besøger man hjemmesiden mødes man af mystiske og eventyrlige billeder, som giver associationer til hemmelige haver, forbudne frugter og mytiske fortællinger om svundne tider – og med ordvalg som “Society of the Unusual”, “Treasury of tipples” og “Our Peculiar Past” fuldendes oplevelsen. Det er inspirerende storytelling, der taler til følelserne og virker!

Vi elsker at inspireres og at inspirere. Og det er da også primært det, vores blog handler om. Vi kan slet ikke få nok af fantastiske idéer. Og vi glæder os til at dele endnu mere inspiration her på bloggen i fremtiden.

 


Skriv et svar