I går var vi inviteret til release på NOTE Magazines nye efterårsudgave hos WU15 i Klostergade. Udover lækre forfriskninger og goodiebags, bobler og loungemusik var der mulighed for sneak peeks og pre-order på SS16 kollektionen fra Noir Desire skabt af den danske upcoming designer Christina Desiree Petersen. Konceptet bag WU15, hvor eventen blev afholdt, er at danne et passioneret designfællesskab med plads til iværksætteri og kreativitet, og de to århusianere bag idéen er henholdsvis designer Christina Desiree Petersen og illustrator/kunstner Melanie Engelkes Pedersen. Sammen med pigernes egne designs og illustrationer kan man i WU15 blandt andet finde danske Sissel Edelbos unikke designs af omsyede indiske vintage sarier, det københavnske solbrillebrand Foof, træ-interiør fra århusianske Roon & Rahn og meget mere.
Den lille butik i Klostergade i hjertet af Århus er helt klart et besøg værd, hvis man er til unikt design, stilrig indretning og dansk iværksætteri. Og stedet var en perfekt location til at fejre udgivelsen af den nyeste udgave af NOTE Magazine, som endnu engang er fyldt med smukke editorials. Stifterne af magasinet, Gitte Post og Christina Faaborg, var naturligvis også til stede og tog smilende imod de mange gæster. Om det nyeste nummer skriver de på NOTE’s Facebook-side: “Vi er dykket ned i en ældgammel kultur og taget med på flugt fra kapitalisme. Vi har brugt London som kulisse, kigget på feminisme i Rusland og ladet os tryllebinde af det parisiske trés chic. Selvfølgelig alt sammen flettet ind i en genkendelig og stærk, æstetisk ramme.”