LET’S GIVE THEM SOMETHING TO TALK ABOUT

november 9th, 2016 / by / in: AND ART / No responses

Et sted i Texas’ ørken ligger en lille hvid bygning i et minimalistisk, moderne og snorlige look. Bag den sort/hvide facade står dyre designer-tasker og chic’e stiletter på række kun omgivet af en larmende stilhed og vild natur. Butikken er en kunstinstallation af duoen Elmgreen & Dragset skabt i samarbejde med Prada, og selvom der i en kort periode var tale om at fjerne den med argumenter om, at den fungerede som ulovlig reklamesøjle for Prada, så holdt kunstnerduoen bag fast i, at det ikke var andet og mere end kunst. Og butikken står der stadig.

Men set fra et markedsførings- og PR-mæssigt synspunkt, så er Prada butikken i Texas mere end bare kunst.

For vi kommunikerer i et tempo som aldrig før. Vi fortæller hinanden, hvad vi spiser til morgenmad, hvilke blomster vi har sat i vindueskarmen og hvilken historie, der har fanget vores opmærksomhed. De sociale medier lader os alle være en konstant del af en digital nyhedsstrøm af billeder og ord, der handler om det, der berører os lige nu og her. Og i denne evige strøm handler det som brand om ikke at drukne, hvis man gerne vil bemærkes. Man må tænke nyt, tænke anderledes og stå ud fra mængden med historier, der er anderledes, sjove og bemærkelsesværdige.

Opsætningen af en luksus-designerbutik i ørkenen kan ikke andet end blive noget, vi får lyst at tale om og dele. Det er noget velkendt på et uventet sted – og sammenhængen overrasker. Og når selveste Beyonce lægger et billede af sig selv foran Prada-installationen på sin Instagram, så er de markedsføringskroner, Prada har brugt på projektet, givet godt ud.

Hos ANDYOU bukker vi os i ørken-støvet for sådanne PR-stunts. Det er intelligent, anderledes og sjovt – og udover at skabe omtale for Prada, så tilfører det også brandet vibes af mystik og coolness, idet det ganske enkelt overrasker.

Beyonce

Billede fra: www.iam.beyonce.com


Skriv et svar