KAKTUS KAKTUS

november 17th, 2015 / by / in: AND WE LOVE / No responses

De er smukke, levende og hver især helt unikke. Den grønne boligtrend med masser af skønne planter i boligen er over os, og er man indretnings-entusiast har man sikkert for længst anskaffet sig både monstera, pilea, kaktus og sukkulent.

I den forbindelse åbnede butikken Kaktus København tidligere i år i Jægerborggade i København med et supertrendy koncept, så sukkulent- og kaktus-elskere nu udover at shoppe deres yndlingsplanter i en smuk og velindrettet butik også kan nyde spændende kaktus-kunst og blive inspireret af kaktus-nyheder på den tilhørende blog. Pigerne bag den kreative virksomhed hedder Maja, Gro og Cecilie, og de giver udover råd om pasning og pleje også tips til, hvordan man kan indrette med planterne i en nordisk minimalistisk stil. I butikken hænger store plakater med kunstneriske kaktus-motiver af designeren Kristina Dam, og er man efter at have beundret værkerne i butikken interesseret i at vide mere om kunstneren bag, kan man bagefter gå hjem og blandt andet læse om hendes tanker bag plakatserien “Botanic Poster” på butikkens blog.

Alt i alt er Kaktus København et gennemtænkt og gennemført projekt, som vi på ANDYOU synes er både sjovt og inspirerende. Ikke mindst fordi vi elsker kaktusplantens æstetiske og skulpturelle silhuet, som er både smuk og dragende. Hver eneste plante er helt sin egen med sine unikke former og linjer – og ligesom da man var barn og kiggede på skyer, kan man sommetider pludselig synes, at den krogede plante ligner en lille mand, en finurlig gaffel eller noget helt andet. En kaktus-forelskelse er enhver forundt!

Kommer man ikke i nærheden af den fine Kaktus-butik i København, har vi på Frederiksbjerg i Århus også en skøn lille kaktus-forretning, BLOMST//DESIGN på Frederiks Allé, hvor man kan lade sin plantekærlighed slå rødder.

Se billeder fra Kaktus København herunder.

Kaktus København

Kaktus København

Kaktus København

Kaktus København

Kaktus København

Kaktus København


Skriv et svar