TOP GUN VIBE OG VIP FEELING

juli 10th, 2017 / by / in: AND TRAVEL / No responses

Nogle morgener er bare skønnere end andre… Forleden morgen var en af dem.

Solen tittede endeligt frem, himlen var blå, og vi havde den udsøgte fornøjelse at hoppe ombord på den charmerende, lille rød/hvide vandflyver på Østhavnen i Aarhus, som kan fragte et Andyou-team til København på blot 45 minutter.

Ingen kø, ingen P-afgifter, ingen spildtid, men masser af Top Gun vibe og VIP feeling. ”Er der nogen, der skal se København på en solskinsdag?” råber den imødekommende mand ved gaten glad ud blandt de ventende passagerer.

Vi var klar!

Vi var inviteret af Nordic Seaplanes, og hele dette set-up af solskin, stilfulde piloter og en transporttid, der ikke varede længere end to Skam-afsnit, kunne man lynhurtigt forelske sig i. Vupti! Så var man tre skridt fra Den Lille Havfrue – og en hel dag fuld af ny inspiration – og sikkert også lidt shopping…

Flyveturen var en fornøjelse i sig selv. Alene det at se Aarhus fra oven var kuriøst og kunne få selv et par garvede ”globetrottere” til at knipse flittigt med mobilen. Humøret var højt, og kaffen, som man havde taget med fra gaten, var kun lige blevet halvkold, da man pludseligt havde kig til Kastellet og en storsmilende hovedstad.

Landingen var blød og lækker, og vi skal være ærlige og sige, at der var et stykke vej fra dette laidback Miami Vice-lignende scenarie til Molslinjens ”Kombardo”-hurlumhej, som vi normalt har fornøjelsen af på disse rejsemorgener.

Er man frisk, kan man frit låne et par cykler ved gaten, som ligger smukt ved Nordre Toldbod og Løgismoses superlækre butik. Er man mere formel og indehaver af et klippekort til Nordic Seaplanes, har man mulighed for at låne en Audi A5. Vi hoppede imidlertid på en taxa og tog den lille tur ind til Hafnia Bar, hvor den stod på øko morgenmad og et spændende formiddagsmøde.

Vi glæder os allerede til næste tur med Nordic Seaplanes!


Skriv et svar