På ANDYOU elsker vi spændende udstillinger indenfor alt fra mode til design, kunst og fotografi.
Derfor er vi disse dage begejstrede over en udstilling, som man for tiden kan opleve i det danske tekstilfirma Kvadrats showroom i København: Nemlig den hollandske arkitekturfotograf Iwan Baans “52 weeks, 52 cities”, som er en slags visuel dagbog, der tager sit publikum med på en rejse rundt i verden. Iwan Baan er en af tidens mest indflydelsesrige fotografer, som i stedet for blot at fotografere bygninger som statiske og isolerede objekter viser, hvordan de anvendes af mennesker og smelter sammen med det miljø, de befinder sig i. I over et år har han levet en nomadisk tilværelse og fotograferet arkitektur, bygninger og menneskers hjem over hele kloden – og det er blevet til 60 smukke fotografier, som altså lige nu kan opleves i København. Det er første gang, Iwan Baan udstiller i Skandinavien, og hos ANDYOU kan vi helt klart anbefale at opleve “52 weeks, 52 cities”, som kan ses i Danmark i efterårsferien til og med 16. oktober.