Vi har været et smut på Aros for at blive klogere på og – som det ville vise sig – kastet omkuld af mesteren udi s/h fotografier, Robert Mapplethorpe. Udstillingen, som man kan se frem til den 30. oktober hedder ”On The Edge” og præsenterer på aller fornemste vis en kunstner, der gennem hele livet var på kanten af et eller andet: samfundet, det maskuline og feminine, det tilladte og forbudte, det guddommelige og djævleske. Hvis man er bange for krop, sex og homoseksualitet, skal man hellere slentre en tur igennem Olafur Eliassons ”regnbue” på toppen af museet og se Aarhus lidt foroven. Er man derimod klar til et livslangt, kunstnerisk katalog over forbudte lyster, læderundertøj, S & M-undergrund og en knasende sprød Arnold Schwarzenegger poserende i underbukser i en nydelig stue, ja, så er man gået helt rigtigt. Det hele dog meget smukt og æstetisk iscenesat.
Herunder kan du se nogle af skønhederne fra udstillingen, og vi har ovenikøbet leget lidt med et par af dem og med nogle streger givet dem vores lille personlige præg.