EN SMUK DESIGNHISTORIE

december 12th, 2022 / by / in: AND DESIGN / No responses

Vi har netop lagt sidste hånd på et spændende interview med produktions- og designvirksomheden SMALLrevolution, som på bæredygtig og nytænkende vis forvandler plastaffald til smukt design. Måske du allerede er stødt på brandets signaturmøbel ”Mabel”, som på afstand ligger terrazzo eller granit, men i virkeligheden er fremstillet af ikke færre end 720 låg til vandflasker.

For SMALLrevolution er affald nemlig ikke bare affald. Og slet ikke når det kommer til plastik. Alt fra havemøbler og skraldespande til gasrørsledninger og insulinpenne får nyt liv som skulpturelle vaser, skamler eller fx podier, som på smukkeste vis illustrerer den grønne omstilling, som SMALLrevolution gerne vil være frontløbere på.

De to visionære kvinder bag SMALLrevolution er Arendse Baggesen og Mie H. Mogensen, og faktisk startede hele plast-eventyret med en drøm at ændre de offentlige legepladser. Skabe uderum der var mere appellerende til piger. I den proces undersøgte de forskellige materialer og faldt over plastikken, som absolut ingen genanvendte dengang. Mærkeligt nok. For plastik har masser af fordele og bæredygtigt potentiale. Det er super robust, tåler al slags vejr – og så holder det for evigt.

Med mantra’et ”Hvorfor brænde plast som affald med CO2-aftryk til følge, når plast kan genanvendes igen og igen og igen”, gik Arendse Baggesen og Mie H. Mogensen i gang. Alene i 2021 genanvendte SMALLrevolution 35 tons plastik, og store brands som Ganni, Bestseller, Mads Nørgaard og Rudolph Care har for længst tilsluttet sig den revolutionerende forretningsidé og fået produceret podier, displays og interiør til deres butikker.