I sidste uge var der verdenspremiere på James Turrells kuppelformede kunstinstallation As Seen Below – The Dome, a Skyspace – og vi var med.


Turells monumentale Skyspace er kulminationen på ARoS’ mangeårige vision The Next Level – og hvad der for aarhusianerne i mange år blot har været en mærkelig, mørk bakke i Musikhusparken, er nu ikke blot ARoS’, men hele byens nye kulturelle vartegn. Hele verden kiggede med. Senere kom Kongen, og vi var umådeligt stolte over det 15-minutters smugkig, vi var berettigede til.
Men vi var også spændte. For hvad gemte der sig i realiteten under den mørke bakke?
Hvad var al hypen omkring? Projektet havde trods alt været 10 år undervejs og kostet i omegnen af 270 millioner kroner.
Allerede ved indgangen til det kuppelformede rum med en diameter på 40 meter stod det klart, at der her var noget magisk på spil. Trods sin enkle minimalisme var rummets arkitektur overvældende, og øjnene var virkelig på overarbejde, for man ville gerne sanse og se det hele på én gang: De smukke farveskift fra pink til grøn og blå og de fine skygger og solstråler, der langsomt kom til syne, da kuppelrummets hul – et oculus – mod himlen blev åbnet. Pludseligt var der frit udsyn til himlen, og værket skiftede for alvor karakter.
Hvor installationens 1.100 specialdesignede lamper før definerede oplevelsen med Turrells karakteristiske lys, var det nu himmelrummet over Aarhus, der tryllebandt og blev blikkets fixpunkt. Det ene øjeblik var en svævende fugl main character – det næste et par flygtige skyer.
Det var på tide at tage plads på de bænke, der var integreret langs hele indersiden af kuplen. De hældte lidt, så man automatisk rettede blikket mod himlen og Skyspace’ets åbning 16 meter oppe. Her kunne man så sidde og sanse verden på ny. Sætte farten lidt ned og opleve, hvordan himlen blev et evigt skiftende lærred. Burhan G’s ”Du tager mig tættere på himlen” havde været det perfekte soundtrack til dette show – men faktisk havde ARoS inviteret aarhusianerne til at indsende deres yndlingsvuggeviser til et unikt sammensat lydværk i forbindelse med netop åbningen af Turrells Skyspace.
”As Seen Below” er skabt specifikt til Aarhus’ himmel og er Turrells Skyspace nr. 100. Han har således arbejdet med lys, rum og himmel i mere end et halvt århundrede og må siges at være mesteren inden for denne disciplin. Tillykke til både Aarhus og ARoS med dette smukke værk. Vi forstår godt, at hele verden kigger med.



