Hollywood-stjerner uden øjne, discokugle-kosmos og klaverstykker spillet af månen.

Vores lokale, verdensmuseum ARoS er aktuel med en himmelsk udstilling, som har fået både anmeldere og andyou’ere helt op i skyerne.

”Sky Gazing” hedder den – og himmelrummet er selvfølgelig den helt store hovedrolleindehaver.

Vi er på museets niveau 5 – stadig med et stykke op til ”regnbuen” på toppen – men her er masser af panorama, stjernestøv og skyer i smukke formationer. ”Sky Gazing” er nemlig en gruppeudstilling, der iscenesætter, hvordan en række kunstnere gennem tiden har været fascineret af himmelrummet og på hver deres unikke måde inkorporeret det i deres kunst.

”Sky Gazing” er nemlig en iscenesættelse af en lang række kunstneres fascination og arbejde med himmelrummet gennem mere end 100 år.

Værkerne spænder derfor vidt. Både i tid og rum. Det hele vældig fint kurateret af forfatter og kurator Juliana Engberg.

Således kan man på udstillingen fordybe sig i alt fra 1900-tals mobiler og Eckersberg-malerier til eksistentiel videokunst og tasmanske extinction-tegninger. Nogle har et religiøst ærinde. Andre en mere samfundskritisk eller sågar samfundsundersøgende tilgang. Jyllands-Posten skrev det meget rammende: ”Hver himmel bliver et vindue ind til et synspunkt, en genre, en kunstgeneration”.  

A Star is Blind

Douglas Gordons værk ”100 Blind Stars” er et enestående eksempel på et af disse ”vinduer ind til et synspunkt”.

Den lidt frie fortolkning af ordet ”stjerne” i denne himmel-kontekst er bemærkelsesværdig og fiffig i sig selv. Her er nemlig ikke tale om himmellegemer, men fotografier af old school Hollywood-stjerner som Clark Gable, Greta Garbo og John Wayne, hvor øjnene er skåret ud.

Fotografierne er monteret på hvide, sorte eller spejlbeklædte overflader, og hvor vi før syntes at kende disse film-darlings nok så godt, fremtræder de her forandrede og fjerne. Fremmedgørelsen er tydelig, og de uudgrundelige blikke understreger både mystik og stjernestatus.

Fra fremmedgørelse til forsvinding

Med sit smukke performance-værk ”Wreck” tager tasmanske Lucienne Rikard os endnu højere op.

Under hele udstillingsperioden vil hun tegne smukke og sirlige billeder af sin yndlingsfugl, skråpen. En stormfugl, som hun har elsket og studeret hele sit liv, men som hun sjældnere og sjældnere ser på den tasmanske himmel. Når tegningerne står færdige, vil hun som en kommentar til klimaforandringerne og den sårbare biodiversitet viske fuglene ud igen og lade værket stå foruroligende forandret.

En gestus der taler for, at man med fordel kan besøge udstillingen en ekstra gang.

(Klovne)næsen højt i sky

Flygtigheden er også et tema i Roni Horns finurlige skyformationer i værket med det knapt så mundrette, men sigende navn ”Clowd and Cloun (Blue) og Clowd and Cloun (Grey)”.

Værket viser skiftevis billeder af skyer og slørede ”klovne”-ansigter, og det hele driller hjernen på både humoristisk og faretruende vis (klovne er altid scary…).

I mange år var det faktisk forbundet med vanvid at se genkendelige former som dyr eller ansigter i skyerne. I dag betragtes det som tegn på normal hjerneaktivitet. Eller sågar kreativitet. Den tyske fysiker Gustav Fencher studerede fænomenet i årevis, men blev i sin videnskabelige ihærdighed voldsomt synsskadet efter at have kigget for længe op mod solen.

Vi skynder os videre.

Byger og Beethoven

Udstillingens lydunivers er også en gave fra himlen. Hvor ofte hører man for eksempel lige månen spille en af Beethovens klaversonater på et automatiseret flygel? Eller lyden af regnvejr 158 dage i træk? (Det antal dage, som Angelica Mesitis værk ”Future Perfect Continuous” har regnet, når udstillingen er slut).

”Sky Gazing” kan opleves på ARoS frem til 16. februar 2025.