Vi har i dag haft fornøjelsen af at lave et interview med smukke, smilende, livskloge Renée Toft Simonsen. Vi var vilde med hende på forhånd, og begejstringen var ikke mindre efter en formiddag i hendes levende og ærlige selskab.
Hun bor lige rundt om hjørnet, så da vi spurgte, om hun havde lyst til at kigge forbi til en snak om sin kommende børnebog og livet som sådan, var hun frisk. Og lige fra hun kom trillende ind i baggården på sin cykel iført casual sort fitness outfit til hun forlod matriklen med et par hindbær i hånden, havde hun kun kærlige, sjove og overraskende ting på hjerte.
Hvem vidste for eksempel, at hun selv som teenager drømte om at kunne flyve og fes ned ad Trøjborgvej bag på sin venindes cykel med et par kæmpe vinger monteret på ryggen? At hun har skrevet flere end 25 bøger og elsker den frihed, skrivearbejdet giver hende? Eller at hun beundrer sin mand (red. Thomas Helmig) for den ro, han ligesom kan smide sig på sofaen med og bare helt zen-agtigt vente på, at produktiviteten vender tilbage?
Hvor er vi heldige at have sådan et menneske lige rundt om hjørnet.