Som kommerciel marketing platform har billboards altid været en del af vores hverdag.

For nylig oplevede vi imidlertid det imposante medie spille hovedrollen i mere kunstnerisk henseende, da den oscarnominerede film ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” slog benene væk under os i biografens mørke. Og i går blev vi så igen præsenteret for reklamebranchens allerstørste lærred i endnu en ny kontekst, da vi var inviteret til pressemøde på ARoS. Anledningen var museets kommende udstilling med den amerikanske popkunstner James Rosenquist, der med en fortid som billboard-skiltemaler i 50’ernes USA har været foregangsmand for at implementere det store format i den etablerede kunstverden.

Reklame som kunst. Vi var klar!

ARoS var som altid smuk og hemmelighedsfuld. Popkunstnere som Roy Lichtenstein og Andy Warhol var vi i forvejen bekendte med, men James Rosenquist var ukendt land, så da døren på 5. sal skød til side, skulle vi entrere et helt nyt univers. Og vi skulle snart erfare, at dette univers var en kunstnerisk smeltedigel af ikke kun referencer til reklameindustrien, men også til kunsthistorien, den amerikanske forbrugerkultur, samfundspolitik og hverdagsæstetik. Alt sammen i kæmpeformat og en udfordring for perceptionsevnen. Det her skulle nok blive godt!

Udstillingens første værk ”Forest Ranger” sagde i grunden det hele. Her mødte vi et værk, hvor motivet var malet på strimler af Mylar-plast, ophængt fra skinner, der krydsede hinanden på midten. På afstand samlede strimlerne sig og dannede et motiv, men jo tættere, man kom på værket, jo sværere blev det at overskue kompositionen, indtil den til sidst blev helt opløst, når man trådte ind gennem strimlerne – ind igennem billedet. Og denne helt særlige perceptionsleg med ”omsluttethed” og ”wrap around paintings” var hele udstillingen bundet op omkring. ”Painting as immersion” hedder udstillingen da også, og hele tanken med at bryde med maleriets overflade, så det føles som at gå ind i en illusion, var symptomatisk for langt de fleste af Rosenquists værker. Til det formål var de overvældende, nærmest opslugende store billedflader ideelle. Billedflader som han i visse tilfælde ligefrem byggede op som hele rum, så man som beskuer bliver omsluttet af værket og får mulighed for visuelt at dykke ned i maleriet.

Sidstnævnte var værket ”Horizon Home Sweet Home” et eklatant eksempel på. Her var et helt rum bygget op af paneler i intense farver eller spejlende Mylar, uden billeder. Omviseren, som i dagens anledning var museets overinspektør og kurator for udstillingen, Lise Pennington hviskede til en kollega: ”Nu må I godt begynde”, og pludselig blev hele gulvet dækket af tyk tøriståge op til knæene. Et ekstra element, der igen udfordrede rumopfattelsen og beskuerens perceptionsevne. Denne lille tøris-gimmick sker imidlertid kun hver 14. dag, og man skal købe billet til seancen. Både Rosenquists datter og enke var med på omvisningen, og der var ingen tvivl om, at denne del af udstillingen betød noget særligt for dem. Begge dykkede de vante ned i tågen og agerede netop som Rosenquist kunne have drømt om: Legende og interagerende.

For at vende tilbage til udstillingens første værk, så var der en anden interessant ting, der i reklamehenseende gjorde sig gældende her. De tre motiver, der var afbildet på de mange Mylar-strimler, var nemlig alle motiver hentet fra reklamer fra magasinet Life. Og netop denne fremgangmåde med at omsætte forskellige udklip til små collager, der fungerede som skitser til de endelige, store malerier, var James Rosenquists særkende. Ansigter, Kelloggsæsker, spaghettiretter, biler, dåsetomater, cigaretter – alt kunne bruges i hans forsøg på at nedbryde reklamens retoriske sprog for at skabe et helt nyt sprog. Som han selv har udtalt:

”De fleste reklamer er baseret på at fange folks opmærksomhed ved at sammenstille ting, der ikke hører sammen. Reklamer benytter en grov form for surrealisme for at fange vores opmærksomhed (…) Idéen var ganske enkelt at lave noget, der havde den samme magt som reklamer, bruge deres virkemidler og bizarre billedsprog.”

Omviseren kunne i denne forbindelse tilføje, at Tino Grass, som har stået for det grafiske design af udstillingskataloget, som en mesterdetektiv har bladret tusindvis af Life Magazine-sider igennem i jagten på maleriernes reklamemæssige forlæg. Mange af disse skitser og Rosenquists forarbejder kan man opleve i hallen lige uden for selve udstillingen, og de giver et formidabelt og lærerigt indblik i kunstnerens unikke arbejdsproces.

Som nævnt viste udstillingen ikke kun referencer fra reklameindustrien. Rosenquist samplede og saksede også fra, hvad han så i gadebilledet og omfavnede i høj grad gadens æstetik og gjorde den til sin egen. Men også nogle af kunsthistoriens allerstørste navne havde fundet vej til hans værker. Således kunne man i et af det 27,5 meter lange ”The Swimmer in the Econo-Mist” se en reference til Picassos antikrigsværk ”Guernica”, ligesom Rosenquist med maleriet ”The Meteor hit Monet’s Garden” igen havde gjort brug af en billedkunstnerisk intertekstualitet.

Mætte af nye indtryk og en super dejlig frokost i selskab med de andre pressefolk i ARoS Wine & Food gik turen tilbage til kontoret, hvor vi pludselig ser helt nyt potentiale i ting, vi beskæftiger os med hver dag.

Udstillingen ”James Rosenquist – painting as immersion – amerikansk popkunstner” præsenterer over 50 værker og er den hidtil største James Rosenquist-udstilling i Europa. Den kan opleves på ARoS fra 14. april til 19. august.