A NEW STORY – MODEUGE MEMORIES

februar 11th, 2022 / by / in: AND DESIGN / No responses

Bæredygtighed har været buzzword til den københavnske modeuge i mange år – således også i den forgangne uge, hvor ord som genbrug, overskudsmaterialer, deadstock og klima var lige så store ”stjerner” som altid fantastiske Jada, den Bottega-grønne farve og front row influencers.  

Bæredygtighedstanken har skabt en ekstra dimension til hele modeindustrien, der både er klædelig og kompromisløs, og hele dette mindset og tilgang til produktionen forelskede vi os i hos det forholdsvis nyetablerede brand A New Story, hvis stilfulde items og klassiske farveskala fik os til at stoppe op på turen rundt blandt de mange udstillere på messen Revolver i Øksnehallen. 

Her blev vi budt velkommen af designer Stine Ladefoged, der i et smukt og minimalistisk set-up af lædertasker, eksklusiv strik og boliginteriør gav os et indblik i brandets dna og drivkraft. 

”Vi har en drøm om at skubbe mode-og designindustrien i en mere bæredygtig og miljøvenlig retning. I stedet for at fremstille nye materialer arbejder A New Story med stoffer, garn og læder, som er blevet til overs andre steder i industrien. Vi giver med andre ord ”leftovers” nyt liv.”

Klodekærlighed og kvalitet

Hun tager en håndtaske ned fra hylden. Designet er tidløst og enkelt, og tasken signalerer på alle måder klodekærlighed og kvalitet.

Som eksempel viser Stine Ladefoged os en frakkekollektion produceret af reststoffer fra møbelindustrien – fra virksomheder som eksempelvis Kvadrat eller Gabriel, hvor de ellers ville være blevet brændt eller kasseret.  

”Alle vores tasker er lavet af afklip fra sofaer. Denne taske kunne i realiteten være produceret af det samme stykke læder som polstringen på vores stol der”, forklarer hun og peger på MatersThe Dining Chair midt i standen. Mater som i øvrigt er en af de danske møbelproducenter, som A New Story samarbejder med.  

Vores visit hos A New Story var både sympatisk og lærerigt. Hos ANDYOU er vi fans af brandets designfilosofi og fik da også forelsket os i en striktrøje eller to. Vi hepper på mere af den slags.